Nicolaus syndrom er en sjælden komplikation efter intramuskulær administration af visse lægemidler. Dette er en iatrogen sygdom, hvor det injicerede stof utilsigtet kommer ind i arteriens lumen. Hvordan manifesteres Nicolaus syndrom, og hvordan behandles det?
Nicolaus syndrom er et eksempel på iatrogen syndrom, som er en tilstand, der udvikler sig som et resultat af forkert behandling. Iatrogen sygdom kan være resultatet af både medicinske fejl og endda lægens tilgang til patienten.
Nicolaus syndrom kan forekomme, hvis et stof injiceres for hurtigt, under for meget pres, for meget eller gentagne gange injiceres på det samme sted.
Undertiden fører patientens selvsuggestion som følge af lægens ord, fx alvorlig angst, til sygdomssymptomer. I tilfælde af Nicolaus syndrom er den førnævnte medicinske fejl penetration af et stof (krystaller eller suspension), der injiceres intramuskulært - i de fleste tilfælde i bagdelen, skønt det sker, at Nicolaus syndrom opstår efter injektion i leddet, under huden og endda efter scleroterapi - i arteriets lumen.
Symptomer på Nicolaus syndrom
- svær smerte på injektionsstedet og endda over hele balderne eller længere i lemmerne under eller umiddelbart efter injektionen af stoffet; i lette tilfælde kun hudoverfølsomhed
- bleg hud - når den injiceres i bagdelen, kan bleg hud også dække den anden bagdel og underlivet og den ene eller begge underekstremiteter
- indsnævring af blodkar
- emboliske symptomer: mangel på puls i de perifere arterier, på dorsale arterier i foden, popliteal, femoral - hvilket fører til nekrose i foden og skaftet
- afkøling af kroppen i det område, hvor injektionen blev foretaget
- en blålig misfarvning af huden omkring injektionsstedet, hvilket er et tegn på iskæmi
- vævsnekrose
- blodig afføring
- hæmaturi
- neurologiske komplikationer såsom lammelse af iskiasnerven, svær smerte langs iskiasnerven, der udstråler til underlivet og den anden underekstremitet
- tværgående skader på rygmarven - især hos børn - der fører til vævsnekrose
Læs også: Komplikationer efter indtagelse af lægemidlet - nu vil omkostningerne ved behandling af patienten blive båret af bekymringen ... Postdysfunktionelt syndrom: årsager, behandling Bivirkning (NOP)
Narkotika, der kan forårsage Nicolaus syndrom
- antibiotika såsom penicilliner, tetracyclin, gentamicin, streptomycin
- kortikosteroider såsom dexamethason, parametason
- antihistaminer, fx hydroxyzin
- ikke-steroide antiinflammatoriske lægemidler, fx ibuprofen, diclofenac, ketoprofen
- medicin mod epilepsi og antipsykotika, fx chlorpromazin
- medicin, der indeholder vismut - bruges f.eks. til behandling Helicobacter pylori
- interferon alfa
- buprenorfin
- hyaluronsyre
- lokalbedøvelse, fx lidokain
- vitaminer, fx vitamin K, vitamin B
- DTP-vaccine, dvs. mod difteri, stivkrampe og kighoste
Diagnosen af Nicolaus syndrom
Normalt er de karakteristiske symptomer, der vises umiddelbart efter injektionen, og ofte under den, nok til at stille en diagnose. Bekræftelsen vil være:
- blodtællingstest, der viser leukocytose, dvs. et øget antal hvide blodlegemer, men med normale niveauer af eosinofiler
- Magnetisk resonansbilleddannelse - viser betydelig hævelse og betændelse i vævet omkring injektionsstedet
- ingen puls i de perifere arterier
Behandling og prognose i Nicolaus syndrom
Nicolaus syndrom kan være dødelig inden for få dage, endda timer. Hvis du har mistanke om, at dette er sket, skal du straks stoppe injektionen og fjerne nålen fra kroppen. Behandlingen består i at fjerne nekrotiske læsioner, indgive smertestillende midler og steroidsalver. I bedste fald vil såret heles, arret forbliver, men lemmen vil komme sig. Avanceret nekrose kræver operation, amputation eller transplantation. Der administreres også pentoxifyllin, som øger blodgennemstrømningen og det antikoagulerende heparin. Det er dog ofte nødvendigt at indføre kraftig chokhåndtering.
Værd at videHvad lægen skal huske for at forhindre Nicolaus syndrom
- indsæt nålen i bagdelens øverste ydre kvadrant
- nålen skal justeres i længden efter patientens vægt, så den rammer musklen; Før lægemiddeladministrationen påbegyndes, skal der udføres en aspirationstest for at bekræfte nålens korrekte position
- i en injektion administrerer vi maksimalt 5 ml væske, og hvis der kræves mere, skal en anden injektion foretages et andet sted eller helt fratræde denne form for lægemiddeladministration
